Viden om PTSD / Råd og vejledning
Råd og vejledning
 


Hvad kan jeg selv gøre?

Hvordan får jeg professionel hjælp?

Hvad kan pårørende gøre for at hjælp?

Hvad kan jeg selv gøre?

Få hjælp til det praktiske

I den første tid melder der sig en masse praktiske spørgsmål. De kan være svære at overskue, når man har det dårligt, derfor er det vigtigt at søge støtte hos et menneske du kan lide og stoler på. Start med at tale om, hvad du konkret har brug for. Det kan være et sted at sove eller nogen som vil sove hos dig. Hjælp til at få et polititilhold, hjælp til at rydde op derhjemme efter et indbrud eller hjælp til at arrangere begravelsen.

Tal med dine nærmeste

Når du er parat til det, skal du fortælle hvad der skete. Påtrængende tanker, billeder og drømme om det, der skete er meget ubehagelige at gå rundt med selv. Derfor skal man først og fremmest fortælle sine nærmeste om hændelsen igen og igen – det hjælper dig til at få samlet de mange brudstykker og indtryk til en sammenhængende historie og mange oplever herefter, at de påtrængende sanseindtryk aftager. Vælg en person du er tryg ved og find et passende tidspunkt, så I kan tale sammen uden at blive forstyrret. Hvis du kan lide at skrive, kan det også være en god måde at sætte ord på oplevelsen.

Du skal ikke

Lade være med at sige noget, fordi du ikke vil gøre andre kede af det

Lade være med at sige noget, fordi du ikke vil være en byrde

Gå ud fra at andre ikke vil lytte

Vente til du er så stresset og udmattet at du ikke kan drage nytte af hjælpen

Accepter dine reaktioner

Nogle efterreaktioner er skræmmende. Det er som om du har mistet styringen for en stund. Følelserne er mere intense og overvældende end du har oplevet før. Kroppen reagerer også uden at du har kontrol over det. Prøv at acceptere dine reaktioner som det de er – reaktioner på en usædvanlig og forfærdelig oplevelse, som helt naturligt har rystet dig psykisk og fysisk. Hvis der har været andre involveret i hændelsen, kan det være en hjælp at tale med dem om, hvilke reaktioner de oplever.

Konfronter dig med det, der er sket

At se virkeligheden i øjenene er en vigtig del af det at bearbejde en traumatisk oplevelse. Bed en person, du føler dig tryg ved om at være sammen med dig om det. Fortæl om hændelsen, opsøg stedet, hvor det skete, se på fotografier, se de ødelagte ting, se den afdøde og deltag i begravelsen. Krisepsykologer er uddannede til at hjælpe traumatiserede med konfrontationen.

Berolig dig selv

De fleste oplever i starten at blive overvældet af angst – man bliver bange for at det kan ske igen, eller bliver pludselig mindet om oplevelsen. Man kan berolige sig selv ved at tage dybe, regelmæssige vejtrækninger. Tænk beroligende tanker eller tal beroligende til dig selv. Vælg en sætning, som du kan mærke giver dig ro, f.eks. det er overstået nu, jeg er tryg nu.

Vend langsomt tilbage til dine daglige rutiner

Når man oplever, at man godt kan klare nogle små hverdagsopgaver, giver det en fornemmelse af, at hverdagen godt kan vende tilbage. Ind i mellem opstår der nogle pusterum, hvor du faktisk ikke tænker på hændelsen. Lyt til afslappende og behagelig musik. Genoptag gerne motion eller lignende aktiviteter, du dyrkede før hændelsen.

Brug dit netværk

Søg støtte hos de mennesker du holder af. Dine venner og familie deler din sorg, og mange af dine nærmeste vil føle stor afmagt – de vil så gerne hjælpe, men ved ikke altid hvordan. Nogle kører måske for hårdt på og andre holder sig for meget tilbage. Vær derfor ikke bange for at fortælle, hvad du har brug for, uanset om det er praktisk hjælp eller en god og tålmodig lytter. Fortæl dem om siden her, så de kan få et større indblik i hvad din lidelse er og hvad den kan gøre ved folk.
Hold ikke lidelsen for dig selv. Vær åben omkring det og del dine sorger og bekymringer fra starten, det gør det meget nemmere på sigt at forblive åben og få hjælp og støtte.

Søg professionel hjælp hvis...

Nogle mener, at man skal se tiden an, andre at man skal søge hjælp med det samme. Du skal derfor først og fremmest lytte til dig selv og dine reaktioner. Vælger du at se tiden an, er det en god idé at gøre status efter en måned – på dette tidspunkt vil mange føle at de har fået det bedre. Hvis du derimod stadig plages af efterreaktionerne og har svært ved at fungere i din hverdag, skal du ikke lade stå til. Få en tid hos lægen med henblik på en henvisning til psykologhjælp.

Lad være med at holde det hemmeligt, hvis du stadig har det dårligt – efterreaktionerne kan i værste fald blive kroniske og medføre andre lidelser som depression og angstlidelser.

Hvordan får jeg professionel hjælp?

Du kan med en henvisning fra din læge få tilskud til psykologbehandling, hvis du tilhører en af nedenstående personkredse:

røveri-, volds- og voldtægtsofre.

trafik- og ulykkesofre.

pårørende til alvorligt psykisk syge personer.

personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom.

pårørende til personer ramt af en alvorligt invaliderende sygdom.

pårørende ved dødsfald.

personer, der har forsøgt selvmord.

kvinder, der, som følge af misdannelser eller lignende ved barnet, får foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge.

personer, der inden det fyldte 18. år har været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb.

personer med let til moderat depression mellem 18 og 37 år .

Husk henvisning fra din læge

Du kan ikke automatisk få en henvisning, hvis du har været udsat for en eller flere af de anførte hændelser. Din læge skal skønne, at du befinder dig i en krise, som er udløst af det, du har været udsat for.
Lægen kan som udgangspunkt henvise dig til psykologhjælp inden 6 måneder efter den begivenhed, der er grunden til, at du ønsker psykologhjælp.
Henvisning kan dog også udstedes senere og skal i alle tilfælde udstedes senest 12 måneder efter den udløsende begivenhed. (Tidsbegrænsningen gælder ikke i forbindelse med incest/seksuelle overgreb eller depression.)

Hvis du er udsat for flere hændelser, giver hver hændelse mulighed for tilskud til psykologbehandling efter samme retningslinjer.

En henvisning giver ret til max. 12 samtaler, dog kan depressive opnå op til 2 x 12 samtaler efter henvisning fra egen læge.

Hvis du skifter psykolog

Henvisningen gælder stadig, selv om du skifter psykolog i forløbet. Fortæl blot den nye psykolog, at der er tale om et skift, så tager psykologen kontakt til regionen og får oplyst, hvor mange konsultationer, du har tilbage på henvisningen.

Pr. 1. april 2008 kan personer mellem 18 og 37 år med en let til moderat depression også få en henvisning til psykolog. Aldersgrænsen skyldes begrænsede økonomiske ressourcer.
Nogle mennesker vil stå i den situation, at de ikke er dækket ind under sygesikringen og derfor selv skal betale udgifterne, hvis de ønsker psykologhjælp. Kan du ikke få tilskud, kan du tale med din læge om, hvilke alternativer du har og bede om hjælp til at finde en psykolog, der har specialiseret sig i psykotraumatologi.

Hvad er en krisepsykolog?

Psykolog er en beskyttet titel. Det vil sige, at kun personer, som har gennemførst universitetsuddannelsen cand.psych., cand.pæd. eller mag.art i psykologi har ret til at kalde sig psykologer.

Krisepsykologer er psykologer, som i deres videreuddannelse har specialiseret sig i psykotraumatologi (krisepsykologi). Disse psykologer har derfor særlig erfaring med behandling af personer, der har været udsat for en traumatiserende hændelse.

Psykiateren

En psykiater har studeret medicin på universitetet og har efter sin uddannelse til læge taget en specialistuddannelse i psykiatri, som er læren om psykiske sygdomme og personlighedsforstyrrelser. Psykiateren må derfor - i modsætning til psykologen - ordinere medicin, men benytter sig naturligvis også af samtale i behandlingen. Henvisning og behandling hos en psykiater er gratis, men desværre kan der ofte forekomme lange ventetider.

Psykiatrisk skadestue

Ved flere af de store sygehuse findes psykiatriske skadestuer. Her kan man henvende sig, hvis man har akutte psykiske problemer, som man ikke føler man kan løse på andre måder. Ved ankomsten bliver man modtaget som på en almindelig skadestue og får først mulighed for at tale med en sygeplejerske. På baggrund af samtalen vurderer sygeplejersken, hvilken hjælp der videre kan tilbydes. Der er også mulighed for overnatning eller indlæggelse, hvis det skønnes nødvendigt.

Andre muligheder for at få hjælp

I nogle tilfælde yder arbejdspladsen eller socialforvaltningen hjælp til krisebehandling. Nogle private ordninger yder også tilskud til psykologhjælp, bl.a. forsikringsselskabet Falck og Sygeforsikringen Danmark (dog kun hvis du er henvist under den offentlige sygesikringsordning) Orienter dig hos selskabet, for at høre om du er dækket ind.

Hvad kan pårørende gøre for at hjælpe?

Når et menneske rammes af en traumatisk begivenhed sender det chokbølger gennem hele familien og omgangskredsen. Mange overvældes af magtesløsheden over ikke at kunne gøre noget og ønsker, at de kunne overtage smerten. Men der er meget man kan gøre som pårørende.

Når det lige er sket

Den ramte er chokeret, græder måske voldsomt, ryster eller taler usammenhængende. Du skal som pårørende gøre dit bedste for at rumme alle disse umiddelbare reaktioner ved at bevare roen og vise den omsorg, der falder dig naturligt.

Vis den ramte at du er til rådighed ved at være fysisk til stede

Skjul ikke dine følelser, fordi du skal være den stærke. Det er ok at vise, at du er berørt af situationen

Sørg for at genetablere sikkerhed og tryghed – det kan være den ramte skal på sygehuset, et voldtægtscenter eller krisecenter, i andre tilfælde skabes trygheden f.eks. ved, at der hele tiden er nogen hos den ramte, også om natten

Hjælp den ramte med at huske vigtige beskeder/informationer og forbered ham/hende på, hvad der nu skal ske

Vær tålmodig. Den ramte er i en uvirkelig tilstand og kan i perioder være tavs, indesluttet og afvisende. Det betyder ikke, at han/hun ikke har brug for dig

Pres ikke den ramte til at tale om begivenheden, hvis han/hun ikke har lyst

Udtryk tydeligt, at den ramte ikke er en byrde eller er til besvær.

I ugerne og månederne efter

Mange ramte har ikke overskud til at tage initiativ til kontakt. Sørg derfor jævnligt for at kontakte ham/hende

Tag dig af de de daglige gøremål og praktiske opgaver – de kan virke uoverskuelige og ligegyldige for den ramte

Hvis der er børn i familien, vil det være en stor hjælp for den ramte, at du tager dig af dem og f.eks. sørger for en tur på legepladsen, smører deres madpakker og lignende

Hjælp til med advokatkontakt, begravelse, politianmeldelse, tilhold, psykologkontakt og lignende

Nu vil de fleste være klar til at fortælle om, hvad der er sket. Tag dig god tid til at lytte til den ramte. Sørg for at I kan tale uforstyrret

Hold dig ikke tilbage, fordi du er bange for at den ramte vil begynde at græde. Det er naturligt at den ramte græder, det handler ikke om at du har gjort det værre ved at ’rode op i det’

Hold igen med udsagn som ’det går nok alt sammen’ eller ’livet går jo videre’. Respekter at den ramte er i krise

Vær forberedt på, at den ramte kan blive angst for ting, du synes er ufarlige. F.eks. at handle ind eller køre i bus. Pres ikke på med fornuftige argumenter, men accepter angsten som en del af efterreaktionen og støt den ramte i, at overvinde angsten med små skridt ad gangen

Bliv ved med at lytte. Den kriseramte har brug for at fortælle sin historie mange gange i de efterfølgende måneder. Stopper de pårørendes støtte, kan den kriseramte i værste fald få det værre igen.

På længere sigt

Når man lever i en familie, hvor en eller flere har været udsat for traumatiserende begivenheder vil fortiden i mange tilfælde - på den ene eller anden måde - påvirke livet i familien. Det skyldes, at den person, som har været igennem de voldsomme oplevelser, kan have meget svært ved at lægge fortiden bag sig. Det er en helt normal reaktion. Årsagen er, at erindringer om de voldsomme begivenheder har brændt sig fast i hukommelsen. Disse erindringer dukker senere frem uden åbenlys anledning på en meget livagtig måde, der forstyrrer og piner personen. Disse erindringer begrænser mulighederne i hverdagen både for den ramte og familien.
På fagsprog hedder genoplevelserne flashback, og man siger, at en sådan person er traumatiseret og lider af psykiske traumer.
En person med traumer kan have flere af disse symptomer:

Søvnbesvær og mareridt

Konstant følelse af utryghed

Behov for at isolere sig

Øget mistænksomhed overfor andre

Problemer med at koncentrere sig

Nedsat hukommelse

Pludselige udbrud af vrede

Forskellige smerter rundt om i kroppen

Hyppige besøg hos lægen

Det er vigtigt at understrege, at en person med traumer ikke er sindssyg. Men vedkommende befinder sig i en psykisk krise, der kræver hjælp og som kan afhjælpes på forskellig vis.
Pårørende er vigtige, når mennesker, der lider af psykiske følger efter traumatiske oplevelser har brug for hjælp. Både når det gælder støtte i det daglige, og når det gælder om at hente hjælp hos egen læge og de sociale myndigheder. Men det kan være svært at hjælpe, hvis den, som har brug for hjælpen, ikke selv har erkendt, at der er problemer, som vedkommende ikke kan klare på egen hånd. Mange gange kan den ramte også være decideret angst for den "konfrontation" det er at møde en behandler, socialrådgiver eller lign. og vil derfor vige tilbage fra at opsøge disse. Her kan venner eller pårørende hjælpe til med at komme afsted ved ex. at tage med den ptsd-ramte og støtte ham/hende.
I andre tilfælde vil hjælpen fra pårørende ofte bestå i at vise hensyn. For eksempel ved at undgå støjende adfærd i hjemmet eller undgå bestemte handlinger, som udløser de plagsomme erindringer. Hjælp givet på den måde vil over en længere periode opleves som en stor belastning for alle i familien, og især familiens børn vil have svært ved at trives under disse betingelser.

For personer i omgangskredsen

Bliver et menneske i din omgangskreds ramt af en traumatiserende begivenhed – en kollega, medstuderende eller bekendt, som du ikke har et specielt nært forhold til – kan det være svært at vide, hvordan man skal reagere og hvad man skal sige.

Det vigtigste er, at du viser at du ved det. Mange ramte føler stor ensomhed, hvis folk lader som ingenting. Det kan være nok at sige ’det gør mig ondt, hvad der er sket’. Så er tavsheden brudt

Har den traumatiske begivenhed taget hårdt på hele familien, kan du være til stor hjælp for den ramte, fordi du har større overskud end de nærmeste pårørende har. Måske er det ikke dig der skal trøste, men det kan være dig der tager dig af nogle af de praktiske opgaver

Luk den ramte ind i fællesskabet, fortæl om små og store nyheder på arbejdspladsen/studiet/i vennekredsen

Spørg den ramte, hvis der er noget du vil vide – undgå sladder og hvisken i krogene

Pårørende i krise

Pårørendes reaktioner på den traumatiske begivenhed har længe været overset. Ny forskning har dog kastet lys på emnet, og de første tal er desværre alarmerende; omkring halvdelen af de pårørende til voldtægtsofre (Bak, 2006) og kræftramte (Elklit & Reinholt, 2007) udviser symptomer på posttraumatisk stressforstyrrelse. Rigtig mange pårørende er altså selv i krise.
Det er svært at støtte en kriseramt, hvis man selv er overvældet af det der er sket. Det kan derfor være lige så vigtigt at du også har nogen at tale med, og andre pårørende til at aflaste dig. Så sørg for at dit eget netværk er intakt og velfungerende. Find nogle gode venner/veninder som du selv kan tale med og få "læsset af" hos.
Meld dig gerne ind i en pårørendegruppe. Det er ikke så vigtigt at en sådan gruppe er specielt beregnet til ptsd-ramtes pårørende, da mange problemstillinger er de samme for alle pårørende til folk med sindslidelser. Skaf dig viden omkring PTSD, så du bedre forstår hvad der sker.
En undersøgelse (Bak, 2006) viser, at over 70 % af de pårørende til voldtægtsofre oplever, at de har haft behov for hjælp til at bearbejde overgrebet.
Sygesikringsordningen, der sikrer tilskud til psykologsamtaler, har inkluderet nogle få pårørendegrupper.

pårørende til alvorligt psykisk syge personer

pårørende til personer ramt af alvorligt invaliderende sygdom

pårørende ved dødsfald

Henvisning til en psykolog får man hos sin praktiserende læge. Din læge vil ud fra en samtale med dig, vurdere om du opfylder de betingelser, der stilles for at man kan få tilskud til psykologhjælp via Sygesikringen. Som udgangspunkt skal man henvende sig inden for 6 måneder efter hændelsen.



Kilde.: Psykotraumatologisk forskningsenhed ved Århus universitet m.fl.
Landsforeningen for PTSD i Danmark  | info@ptsdidanmark.dk