Diverse / Digte / Beretninger

Når jeg ser dine øjne

Mærker dine hænder

Lytter til dine løgne

Åh, hvor du mig skænder!

En lille bitte pige

Overladt til dig

Hvad skulle jeg sige?

Hadede du mig?

Hører du ej mit skrig?

Mærker du ej min modstand?

Kan du ikke give mig fri?

Nej, du slog og holdt stand.

Når du har gjort dig færdig

Sender du mig et blik

Jeg er ikke længere værdig

Siger; ”Nej, jeg sladrer ikk”.

Går grædende hjem

Tager et skoldhedt bad

Hvorfor er jeg så slem?

At du nærer så stort et had?

 

Du gjorde det igen og igen.

Husker dit første slag;

Jeg troede du skulle være min ven?

Nej, facaden blev påført- lag på lag.

Husker hvordan du ydmygede mig bedst

Først ved at gøre mig til skamme

Så fratage mig hvad jeg elskede mest

Det var altid det samme.

Du tog min glæde

Erstattede den med angst

Så lod du mig græde.

Var jeg andet end en fangst?

Hvorfor lod du mig ikke være?

Hvorfor holdt du mig fast?

Så jeg nu må skære

På grund af denne last.

Jeg forsøgte at dø

Forsøgte at gå i skjul

Skar til blodet dannede en sø

Endda til jul!

 

Min søster kom ind

Så hvad du gjorde

Vendte til sin anden kind

Du lod mig hore!

Du købte min tavshed

Knuste mit hjerte

Stjal min blufærdighed

Gav mig en livslang smerte.

Jeg kæmpede imod

Men du tog den lette vej!

Lod mig stå med dit blod

Sejren gik til dig!

Uden jeg kan tage kampen op

Tage revanche

Du lod dette spil holde op-

Gav mig ikke en chance.

Trods din død

-Og hvad andre tænker

Skulle jeg være sød-

Og er stadig fanget i dine lænker.

Skal livet sådan være?

Hvad kan jeg snart gøre?

Kan ikke skylden bære,

Hader at skulle høre:

 

”Det var ikke din skyld.”

Hører de ord igen og igen.

Men hvis skylden ikke er min-

Du skulle jo være min ven-

Må skylden være din?


 

 

 
 
 
 

Digte / Personlige beretninger

Skriv besked...


Navn
E-mail
Besked
For at forhindre spam bedes du indtaste tegnene i feltet herunder:
Pilena
08/10-2016
Mit er vand og støv for jeg er gammel. Jeg er flyttet på landet for at komme væk fra hvad ved jeg ikke. Jeg flytter altid. Jeg ved ikke helt hvorfor jeg flytter. Jeg kan bare ikke knytte venskaber. Kan ikke tåle nogen tæt på. Kan dårligt tåle at nogen rør ved mig. Bare en hånd på min arm sætter mig i alarm. Jeg er kronisk PTSD tror jeg. De gav mig en anden diagnose 26 år siden. Men intet har hjulpet. Hverken piller eller behandlingen inden psykiatrien. Intet hjalp. Jeg må være kronisk PTSD. Ok jeg har overlevet og gudskelov for det. Så længe de kan redde liv er deres eksistens berettiget. Men de tog fejl med mig. Og jeg fik det ikke bedre. Jeg fandt en psykoterapeut og hun er sød og god ved mig og for mig. Men jeg er så skadet. 4 kærester er døde . Jeg kan ikke ha det. Min søns far døde som 39 årige. Min ældste søn vil ikke tale med mig igennem 10 år nu. Jeg tænker på selvmord hver evige eneste dag. Det er der et navn for, en eller anden sygdom også. Jeg er ensom. Rigtig ensom. Men jeg kommer ud blandt andre og jeg kan li at være sammen med andre og får dem til at grine, og blære mig og jeg sir lige hvad der passer mig ofte. Jeg har været tavs og akavet hele mit liv. Synes ikke jeg var noget værd og andre gange har jeg synes at andre var så tåbelig. Jeg kan si,pelthen ikke finde ud af det. Og ingen gider være en er med mig. Med kindred jeg gøre en masse for dem. Jeg kan godt li at bygge folk op. Ved ikke hvor jeg har det fra ? Men ingen bygger mig op. Jo min terapeut gjorde men jeg flyttede fra øen. Jeg er en tåbe og ikke en tåbe. Jeg skal hele tiden overgå migselv og andre. Jeg prøver at isen at de kan ha det Lisså godt som mig eller være sund i kroppen. Det er åndssvagt for folk er glade nokunder for deres liv. Hvad fanden vil de have mit liv for ? De er alle gifte og i parforhold. Jeg er forelsket lidt men tør ingenting. Vil bare holdes om. Jeg blir så træt. Jeg synes generelt andre er tåbelige. Jeg forstår ikke hvorfor jeg synes alle er tåbelige. Jeg er ikke sød. Jo jeg er sød nok men var den der krydser mit vej. Jeg er bange for skarpe knive for tænker p0 at slå ihjel nogen gange. Var bange for at slå min egen søn ihjel og lagde kniven så forsigtigt i skuffen, skulle holde mig tilbage. Jeg elsker ham og hader ham. Mest elsker fordi ha er så tro mod mig men holder sig væk fordi hanhar det godt med sin lille dreng. Måske har han ikke så meget overskud efter sin barndom i pleje. Men ha vil savne mig hvis jeg tog livet af mig eller bare faldt død om af udmattelse og overanstrengelse. Jeg vil ikke slå migselv ihjel for vil ikke såre ham. Ved gud det smerter i mit sind. Bare man kunne slippe . Jeg er utrolig ensom. Men kan ikke holde tætheden ud. Ja livslange skade , snart 62 og fuldstændig fucked i hovedet. Fordi en sindssyg pædofil misbrugte mig seksuelt i årevis og forsøgte at voldtage mig. Så kærester med stof misbrug og vold, sindslidende , deprimeret og tog sit liv. 2 fik hjerteanfald og døde. 2 tog deres eget liv. Jeg fatter intet. Tror det er min skyld. Min terapeut sir det ikke er min skyld. Dagene går og stjernerne kommer ud om aftenen. De er smukke og naturen er min eneste trøst. Vil gerne holdes om en sidste gang. Vil gerne se min ældste søn før jeg dør. Får bare tiden til at gå indtil da. Dog håber jeg at se den yngste og min sønnesøn snart. Har ikke set dem over et halvt år. Jeg græder hver dag af ensomhed. At blive gammel sucks. Men jeg har overlevet og er stærk. Inge ved hvad der rører sig i mig. Jeg er altid den stærke med overskud til andre og så sidder jeg hjemme i mine stue og græder. Ingen tænker på mig og hvordan jeg har det. Jeg føler kig bare så ubetydelig og intet værd i andres øjne. Men jeg har aldrig slået nogen . Har brugt lidt psykisk vold mod min yngste søn. Jeg er alene med ham siden sin fars død ofre 10 år siden. Da sønnen var teenager. Det har været hårdt men nu er det godt for han har sin lille dreng. Jeg elsker dem begge over alt p0 denne jord og vil leve for deres skyld. Jeg har ikke fået en officiel diagnose PTSD endnu. Komplekst PTSD snarere. De tog fejl og vil ikke hjælpe mig. Jeg er kronisk skør. Jeg har det ok. Jeg er amazone.
Christina Gottlieb
02/10-2015
Angsten Det var styrken der drev mig frem, men det var angste der gav mig kamp. De mange ansigter, så svære at forstå. Føles som smerte i et åben sår. Jeg vil gerne kontrollere, men har ikke magten. Den tabte jeg til dig i kampen. Jeg rejser mig nu op, og kigger dig i øjene Beskytter mit indre, ved at du ligger på lur Og er klar til endnu en tur. Slip nu mig fri, Giv mig den styrke der drev mig frem og gav mig Lykken. Skrev af Christina Gottlieb
flemming harbo
27/08-2015
jeg har en kæreste som har fået en diagnose : p74 generaliseret angst. er det mugligt at få hjælp hos nogen hvad det egentlig er ? mvh. flemming
R.S
03/06-2015
Tusind små edderkopper Kravler på min krop Men jeg kan ikke stoppe dem For de kravler på min inderside De stikker og bidder Bid efter bid æder de mig op Gør mig sur Det gør ondt Irriteret Jeg kan eksplodere Undskyld jeg råber Det er ikke din skyld Men jeg bliver sindssyg For edderkopperne De ødelægger min krop Få det til at holde op Nu Snart Eller blot en dag Forhåbenligt
Anonym
12/01-2015
Kærlighed er at give en anden person magten til at ødelægge dig fuldstændig, Men samtidig stole på at personen aldrig gøre det imod dig. Lille pige på 16, livsglad og aktiv. Det startede så godt med teenage romantik og spænding. Han fejede benene væk under mig, med hans vilde køretøjer, blomster, gaver og mandlighed. Han var kærlig, betænksom, beskyttende og afhængig af at tilbringe hver dag sammen med. Min første kærlighed, aldrig havde jeg troet at to personer kunne vokse sig tætte og helt blinde i hinanden. Efter godt et år sammen ændrede han adfærd, han blev pludselig mistroisk, vred, ondskabsfuld, ugenkendelig. Jeg havde altid gået meget op i mit udseende, og femininitet. Jeg måtte pludselig ikke have make-up på, tøjet skulle være løst og posede, mit blik skulle ramme jorden på gaden og min stemme skulle forblive lav i offentligheden. Han kørte psykisk på mig og talte ydmygende blandt mine veninder. Han råbte mig skældsord ad på daglig basis. Jeg var blevet bange for ham, turde ikke sige ham imod og gav ham ret i hans meninger om alt deriblandt om mig selv. Jeg tror selv, at han så min svaghed, jeg viste ham min svaghed og der gav jeg ham magten på et sølvfad, også i det øjeblik startede hans vold imod ham. Han slog mig dagligt, hvis jeg fejlede i hans øjne. Han torturedede mig med knytnæveslag, spark, piskede mig en gang med en ledning, prikkede mig i øjnene og slog mig med hårde genstande osv. Har prøvet lidt af hvert med ham, men det var værste han kunne bruge imod mig var mine forsvarsløse mindre søskende, som stod mit hjerte nært. Han truede med at ville tæske dem mens de legede udenfor eller kidnappe en af dem i et par timer og se hvordan min familie ville gå i panik. Til sidst var jeg en skræmt, ødelagt pige, en skygge af den jeg var. Jeg gik fra at veje 60 til 46 kg i den tid jeg havde været sammen med ham. Gik fra ham da jeg var 19 med hjælp fra andre, og et par måneder efter startede en ny krig i mit liv. Jeg kunne ikke kende mig selv, alt ved den jeg en gang var forsvandt. Jeg var bange, forvirret, aggressiv, depri og min hjerne var total kaos. Tog til læge flere gange, men de var til ingen nytte. Det blev værre og til sidst havde jeg byttet rundt på dag og nat, kunne ikke tåle høje lyde, børn jeg ikke kunne kontrollere, mange mennesker omkring eller koncentrere mig i en samtale i mere end en time af gangen. Jeg var hele tiden udmattet, træt og syg. Jeg havde ingen appetit og fik aldrig rigtig noget søvn pga. Mareridt og flash back. Havde konstant smerter i kroppen, Hukommelsen var dårlig og det er kun de store ting jeg huskede. Til sidst opsøgte jeg en psykolog og hun fortalte mig jeg havde/har ptsd. Fik så stillet diagnosen ptsd efter lægen sendte mig til endnu en psykolog, som vurderede mig til det samme. Efterfølgende skete der ingenting, fik ikke nogen behandling eller viden om ptsd af lægen. Jeg blev overladt til mig selv og har måttet kæmpe med det selv. Efter yderligere et år rev jeg for at få noget hjælp, og endnu en gang sendte han mig til en vurdering, og der fik jeg en kedelig nyhed, ikke nok med jeg havde ptsd, nu var den blevet kronisk. Jeg er stadig en ung pige på 22 år og vil ikke lade den styre mig mere. Med hjælp og støtte fra familien er jeg snart færdig med sosu- hjælper udd., og det har været en kamp med tåre, søvnløshed, angst og fysiske smerter, som jeg snart kan kalde en sejre.
Albina
24/12-2014
Jeg samler hver morgen "stykker" af gamle mig. Giver min ansigt udtryk af en stærk kvinder mens jeg bløder inden. Svært at forklære for nogen som har det godt. Krig...skrig...kaos...det må ikke overtage mig. Jeg vil ikke tilbage i 2008...2009...2012...nej jeg vil ikke det. Det var umenneskelig hård. Sygdom tager kræfterne fra en. Hver dag ny kamp...men kun føre frem. Jeg har bygget liv helt fra ruiner. Slag var hårdt. Jeg har mistet en del af glade at være mor...være konen...veninde. Jeg elsker mine børn, husker deres græd..hvisk "har mor det bedre?" Årene med min sygdom har været hård for dem... Men nu er de børn igen. Nu er jeg mor igen..mor som laver med...gå til samtaler...gå ud. Hver dag er ikke en god dag men jeg kæmper...og vil ikke stopper med det. Krig, depression, angst...det har styret mig i langtid...det styre mig i nu...men der er glade i verden og der er liv i den nye mig.
Cecillia Mundt
18/08-2014
Jeg ved ikke hvor jeg skal starte: Men jeg kan sige jeg er Transkønnet og den 4 juni 2013 blev jeg brutalt overfaldet, jo jeg var i København hvor jeg blev slået ned bag fra med en Hammer, Det første jeg kan huske er der kommer en og spøger om der er noget hun kan gøre. Hvor på jeg tager min tlf. og trykker et nummer og siger fortæl min kæreste .det næste jeg husker er jeg høre en politimand sige: hvor er den ambulance for nu har vi ikke haft hjerte slag og åndedræt i 3 minutter. jeg husker ikke meget efter det over fald alt er klip og back flash på den dag, jeg har mistet en del af mit liv husker meget få ting, har tale problemer og skrive vanskelighedder og kan ikke læse breve på mere end 10 linjer, der ud over mister jeg af og til af ukendt årsag førlighed af venstre arm, og ikke nok med det har jeg mister jeg total orienteringssans og kan ikke finde rundt eller hjem. Jo og da jeg blev udskrevet fra Sygehuset kunne jeg ikke få hjælp af kommunen med andre instanser i det offentlige. Dog gemte jeg mig ikke væk men har prøvet at være meget åben om det og talt meget om det overfald. Men ikke nok med det Mistede jeg også min Kæreste på den bekostning samt mange af de venner jeg havde gik fra mig. Jeg kan godt her ligge ind fra noget af det jeg har gjort efter mit overfald. Jo 6 juni 2014 fik jeg udgivet en bog som hedder Mine Digte. her kommer nogle Link til noget af det der har været om mig i TV. http://youtu.be/A7mliF3fwMI Staton2 TV2 31 Oktober 2013. http://youtu.be/lcAGeBx-7qg 4 juni 2014 to dage før min bog udkommer. http://youtu.be/v3d8C_HcsZM 11 juni 2014 i 28 minuter i TV2east. http://youtu.be/elfNcqNauqo 13 august 2014 om Hate Crime Dog er der meget mere man kan finde ved at google mit navn eller gå på youtube.com og søge mit navn. Dog er der utrolig mange ting som jeg ikke an skrive da jeg har problemer med at skrive. Jeg skal da sige jeg sidder dag ind og ud hjemme og kommer meget lidt ud efter det overfald på grund af Angst og orienterings problemer. Jo jeg bor i Ringsted og ville virkelig gerne havde en Besøgs ven der kunne hjælpe mig og gå ture med mig så jeg kunne komme mere ud. Med venlig Hilsen Cecillia Mundt
Janne
05/06-2014
At leve med PSTD Jeg fik konstateret PTSD efter en ulykke og i starten var jeg meget forvirret over den diagnose. Som rigtig mange andre troede jeg, at det var en diagnose som soldater havde monopol på. Heldigvis blev jeg hurtigt klogere og vil gerne dele de erfaringer, jeg har gjort mig, siden jeg fik stillet diagnosen. Min egen definition af PSTD; Jeg har ødelagte filtre og jeg fik dem alle sammen på én gang og nu prøver jeg så at reparerer dem. Jeg må selv arbejde på dem alle sammen, samtidig. Derfor kan jeg godt blive lidt overvældet nogle gange, især når jeg ikke umiddelbart kan se at mine reparationer virker. Det ene filters defekt bevirker, at jeg hører lyde meget højere end andre mennesker. Det andet filters defekt medfører, at det pludselig kan give et kæmpe sæt i mig og jeg i det øjeblik igen ser døden i øjnene. Det tredje filters defekt, bringer mig til tårer i tide og utide. Det fjerde filters defekt, betyder at jeg ikke længere kan hjælpe andre mennesker. Det femte filters defekt gør mig meget indelukket og ensom. Det første du bør gøre er derfor, at gå ned på apoteket og købe nogle ørepropper. Eller bedre endnu (hvis du har råd eller dit forsikringsselskab vil betale) at få fremstillet formstøbte ørepropper som passer til lige netop dine ører. Du vil få brug for dem, når du skal gå på gaden, på indkøb, i biografen og andre steder hvor du ellers færdes hvor der er ’normal’ støj. Derudover får du også brug for nogle værktøjer, der kan hjælpe dig af med dine flashbacks. Jeg har altid synes at mindfullness og yoga lød lidt langhåret. Ikke desto mindre gav jeg begge dele en chance og i løbet af 8 måneder, er mine flashbacks næsten forsvundet. Der findes nogle gode apps til mindfullness og start evt. på et yogahold, hvor der ikke er så mange deltagere. Før PTSD var jeg meget psykisk stærk og det kan tælles på en hånd, hvor mange gange om året jeg græd. Efter mine egne standarder anser jeg derfor nu mig selv, som værende en regulær tudeprinsesse! Det er de underligste ting, der kan gøre mig ked af det nu og ofte noget totalt banalt som ingen andre forstår. Før jeg fik PTSD var jeg meget ekstrovert/udadvendt – nu er jeg forholdsvis introvert/indadvendt og har ofte meget lidt lyst til at være sammen med (mange) andre mennesker. Mine venner spørger engang imellem: ’Om jeg ikke skal lidt mere ud?’ og det eneste jeg tænker er: ’Næh, hvis jeg bare kan få lov at sidde i sofaen med en god bog alene, så ville det være den bedste aften på hele ugen’. Desværre er det bare ikke så socialt acceptabelt at være introvert og jeg vil også rigtig gerne arbejde hen imod at blive den person jeg var før min ulykke. Så nu øver jeg mig i, at gå til fest uden at tilbringe hele aftenen på badeværelset eller tage til kræmmermarked uden at skælde alle ud der bevæger sig i 2. gear. Yderst udfordrende, når PTSD’en konstant splitter mig imellem ’Vær sød ved alle andre’ og ’Alle andre kan rende mig, jeg skylder ikke dem noget’! Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at jeg savner den gamle glade mig. Mit hjerte er knust og jeg sørger stadig over den person, som døde den dag. Alligevel er jeg fortrøstningsfuld. Hver eneste dag arbejder jeg på de ødelagte filtre og nogle af dem, er næsten færdige og så gode som nye. Der er altså håb. Jeg har erkendt, at jeg aldrig bliver den samme og jeg er begyndt at elske den nye mig. Så til dig med PTSD: Vær sød ved dig selv, du gør jo dit allerbedste.
birgitte mortensen
13/04-2014
når alt er godt kommer du snigende og styre mig. du laver mine tanker om til grimme tanker. græder har lyst til at komme væk fra det hele. mit hjerte gør ondt. når jeg er ude blandt andre kan ingen se man har ondt smerter i min sjæl. lever med en facade hver dag man skal være den smilende og glad og være prof. på arbejdet.. det er hårdt og tager kræfterne på en. tænker hver dag positiv lidt svært.. en god ven sagde en gang til mig "reflekter dagen fra igår" hvad var godt og hvad gik ik godt kunne du ha gjort noget andet.. og husk det er ik din skyld det må du tro ....
Nikoline Overgaard
24/01-2014
mit liv: Jeg har ikke vidst hvad der har været galt, men noget har der været, men nu har jeg klarhed. Jeg har PTSD, jeg er 100%, men så tager jeg til en læge, fortæller min historie, og nu skal i høre: Jeg er vokset op i en familie og en religion, hvor jeg aldrig har været god nok. Jeg kendte ikke meget til den religion jeg var i, men jeg blev alligevel mobbet for det hver dag i skolen. Læreren var med til det, og da jeg endelig efter mange års mobning fortæller det til mine forældre, siger læreren bare at jeg lyver og der bliver ikke gjort mere ved det. Min storesøster har áltid haft mere ansvar derhjemme end hun kunne klare, for mine forældre har aldrig selv givet. Det var meget få skole-hjem samtaler mine forældre deltog i, og ved opvisninger var de der aldrig. Jeg sad altid bare alene, gemte mig på en trappe bag biblioteket, og læste de selvmordtekster der før i tiden var skrevet op. Jeg blev kaldt ting og råbt efter på gaden, men mine forældre gjorde intet. Men så en dag i 8. klasse brød jeg sammen. Jeg kunne ikke mere. jeg græd og græd og græd. Så flyttede jeg skole, her havde jeg 3 venner, det var ikke mange men jeg elskede dem. Så begynder jeg at interessere mig for fyre, jeg var ikke særligt gammel, og en fyr skriver nogen seksuelle ting med mig. Ífølge religionen må man slet ikke den slags, jeg vidste faktisk ikke helt hvad det var, men jeg fik pludselig en masse opmærksomhed, og det var fantastisk efter altid at have siddet alene. Min far tjekkede min telefon, og kalder mig ind i sove værelset. Jeg når kun lige at lukke døren da min far slår mig hårdt på siden af hovedet med håndroden så jeg falder. Det hyler for mine ører og det dunker i hovedet. Far river fat i min arm og hiver mig op at stå, han giver mig telefonen og siger jeg skal læse det op. Jeg græder og græder da jeg læser det, og min far kalder mig en klam lille slut, og kører mig helt ned, så jeg slet ikke havde flere tårer tilbage. Jeg var 14. Gennem hele min opvækst, hver gang der var noget jeg gjorde forkert har min far kørt mig fuldstændigt ned. Jeg har altid gjort rent, fra jeg var 13 om natten, for min fars firma. Han gav mig kun 8 kroner i timen, og jeg stod op hver morgen efter en hel nats arbejde, og passede min skole. Da jeg blev ældre og konfronterede min far med min lave løn, sagde han at han ville slå sig selv ihjel pga mig, og så kørte han sin vej, jeg skulle sige undskyld før min far ville komme tilbage. Så jeg endte med bare at blive ved med at arbejde for 8 kroner, hver nat og nogengange også til klokken 12 næste dag. For far skulle jo ikke slå sig selv ihjel pga mig :( Jeg var altid bange for at gøre noget galt, og jeg gik konstant på listefødder, jeg blev ekspert i at lyve hvis jeg havde gjort noget galt, for ellers ville min far køre mig helt ned som han plejede. Vi skulle altid sidde inde i stuen, og så skulle vi lukke døren, og så begyndte min far ellers, og han stoppede ikke, selvom jeg græd og tiggede og bad ham stoppe nu. Mor sagde aldrig noget, hun var altid bare stille eller græd. Gennem min opvækst har jeg aldrig villet være i den tro, jeg har aldrig troet på det. Og min far har tit dunket mig i hovedet med bibelen, så jeg havde et mærkeligt forhold til det. Da jeg var 15-16 fandt jeg en kæreste bag min fars ryg, og han var ikke med i troen, og da far fandt ud af det fortalte jeg ham at jeg ikke ville være med i troen mere. Min far kørte mig helt ned den dag, og jeg endte med at forlade skolen og slå op med kæresten. Og selvfølgelig blive i troen, og gøre som far sagde. Så blev jeg døbt ind i troen, så nu var der ingen vej tilbage. Så fandt jeg en sød fyr som 17, næsten 18årig. Men kærester var aldrig populære i min fars øjne, men efter at have taget mig sammen længe, fik jeg sagt det til min far, for det var det rigtige at gøre. Min far sagde først at jeg skulle invitere ham hjem, men så begyndte far at spørge alle mulige mennesker som ikke brød sig om min kæreste omkring ham, og så endte min far med at sige at jeg ikke måtte have nogen kæreste. Men så gjorde jeg det bag min fars ryg, jeg var bange konstant. Jeg havde det ikke godt. Min lillesøster vidste godt til kæresten, og vi havde været sammen alle 3 en dag i Århus, Men samme dag fortalte min storesøster til far at jeg havde en kæreste, og så var der ballade. Jeg sendte min lillesøster hjem først, så jeg kunne sunde mig lidt. Jeg græd hele vejen hjem i toget den dag. Da jeg kommer hjem skal jeg komme ind i stuen og lukke døren, men da jeg stod foran min far var han iskold, han kørte mig ikke engang ned som han plejede. Men det at han var så iskold var nok. Så sagde han til mig at jeg måtte vælge mellem at tage mine ting og forsvinde og at droppe kæresten indtil jeg flyttede hjemmefra, og at jeg havde 10 minutter til at vælge. Så sendte han mig ind på mit værelse, og bad mig hente min søster. Min lillesøster havde åbenbart løjet for min far, og sagt at vi ikke havde været sammen med min kæreste den dag inde i Århus, men jeg havde sagt sandheden. Så da jeg går ind på værelset hører jeg min lillesøster råbe av, så der går jeg i panik og pakker en taske. Min far sender min søster på værelset og kalder på mig. Jeg kommer ind, og min far siger jeg skal sige mit valg, jeg fortæller ham at jeg ikke bare kan vælge, og min far siger at jeg allerede traf mit valg da jeg gik bag hans ryg. Så jeg går ind og tager mine ting og går. Jeg nåede ikke at sige farvel til min lillebror og den lille stemme der råber, Nikoline hvor skal du hen, piner mig stadig. Jeg flytter ned til min kærestes forældre, og bor der for en tid. Men hans forældre skændes konstant, og hans mor er efter et par uger rigtigt led ved mig. Men jeg vælger at sige ja til at blive forlovet med ham. Han var rigtigt romantisk og tog mig med ud og spise og alt muligt andet. Efter 4 måneder begynder jeg igen at snakke med mine forældre, og de kommer med til mit bryllup. Det var et marridt at forberede bryllup, og det endte med at jeg bare lod min svigermor overtage, fordi at jeg ikke orkede alt hendes skælden ud. Selv dagen før brylluppet ydmygede hun mig foran hele familien, og da jeg sad ude på toilettet og græd kunne jeg høre dem sidde og snakke om mig. Da vi bliver gift og er på bryllupsrejse begynder min mand at slå mig. Det bliver værre og værre gennem tiden, nogengange tævede han mig flere gange om dagen, andre gange gik der en uge imellem. Han gjorde ting som at kvæle mig til bevidstløshed, slå mig, slå mig i baghovedet så jeg faldte ned og fik hjernerystelse. En dag lod han mig ikke få mit tøj efter jeg havde været i bad, og han så stod han og tog på mig mens han fortalte hvor små bryster (har jeg altid haft det skidt med), og hvor klam en mave og hvor klam en mis (skede), jeg havde. Han fortalte mig altid hvor forfærdelig jeg var, og at jeg var guds straf til ham. Og så fortalte han mig at han hellere ville være sammen med alle andre kvinder i hele verdenen end være sammen med mig, og at hvis jeg stod ned på flisen og tilbød mig selv for en 10er ville der ikke være nogen der ville ha mig. Han kvalte mig rigtigt tit, og slog mig og han truede mig med hvis jeg gik fra ham ville han få mine forældre slået ihjel for næsen af mig, voldtage mine søskende foran mig, og tage min elskede lillebror som jeg altid har været knyttet til og skære ham i småstykker. Jeg ville engang forlade ham hvor han tog en køkkenkniv og skar i sit bryst så der løb blod ned af ham, så jeg kunne bare ikke :( engang smed han mig ned på jorden, og satte sig på mig, og trykkede på nogen punkter på kroppen som var så smertefulde, og jeg skreg rigtigt meget, og han grinte højlydt imens, det gjorde han tit mens han bankede mig. Der er mange flere historier med både manden og min far, men jeg kan ikke huske mere. Da jeg flytter fra min mand og hen til en veninde prøver han flere gange at opsøge mig, men heldigvis uden held. Så fandt jeg en fyr som jeg var rigtigt rigtigt glad for, men mine forælldre måtte ikke vide noget, for jeg var kun separeret, og jeg ville blive udelukket og miste hele min familie. Han hjalp mig med at gå helt fra min mand, og opfordrede mig til at sige hvad min mand havde gjort ved mig. Og det gjorde jeg så. I et halvt år gik jeg så og skjulte min kæreste, men til sidst fik jeg nok, nu ville jeg ikke mere, så jeg forlod troen, Jehovas vidner. Jeg mistede hele min familie, og min far skrev til mig at de havde det fint uden mig. Og nu er jeg stadig sammen med ham fyren, og han behandler mig rigtigt godt. Og nu kan jeg for alvor mærke følgerne af det liv jeg har haft, fordi at jeg er sammen med min kæreste og han bliver meget påvirket af de ting jeg slåds med. Jeg kan slet ikke kende mig selv længere. Jeg føler slet ikke at jeg har nogen personlighed, og jeg fungerer dårligt socialt med mange mennesker. Jeg tænker hele tiden på hvad de mon tænker om mig. Jeg siger undskyld konstant selvom min kæreste fortæller mig at jeg ikke skal sige undskyld. Jeg er konstant bange for at gøre noget galt. Jeg ser tit min exmand alle mulige steder hvis der er nogen der minder om ham. Og hvis min kæreste og jeg er uenige om noget, og han laver en pludselig bevægelse farer jeg sammen, begynder at græde og hyperventilerer. Jeg er forventer konstant det værste, og kan næsten ikke klare hvis min kæreste er ude og hygge sig med sine venner, fordi at jeg hele tiden forventer at han svigter mig. Jeg kan ikke sove om natten, for jeg kan ikke få ro i mit hovede. Jeg er rigtigt klodset og jeg fjumrer rundt, når jeg bl.a. er sammen med andre mennesker eller på arbejde. Jeg har en dårlig hukommelse og glemmer tit ting alle mulige steder. Jeg har det ikke godt med mig selv, og forventer at folk tænker dårligt om mig, indtil de har bevist det modsatte. Jeg har slet ikke kontrol over mine følelser, og kan være meget irritabel, men jeg græder også rigtigt meget, og jeg tænker tit på hvad min far og mand har gjort, og på mine småsøskende som jeg savner frygteligt. Jeg føler mig helt ved siden af mig selv. I sociale sammenhænge gemmer jeg mig bare i et hjørne, og jeg siger næsten ingenting, og jeg kan tit få kvalme og få hjertebanken og svedture, eller trykken for brystet. Det kan både være når jeg er social, eller hvis jeg kommer til at tænke på noget. Jeg har det virkeligt skidt, men min læge vil ikke hjælpe mig. Da jeg fortalte hende min historie sagde hun bare til mig at jeg måske skulle have klaret mine problemer selv i stedet for at finde mig en ny kæreste, men han er grunden til at jeg står på mine ben og han er grunden til at jeg nogenlunde kan fungere!... Jeg er meget anspændt hele tiden, og føler mig helt tømt for energi. Min læge ville ikke give mig noget at sove på, og ville ikke engang henvise mig til en psykologi, hun sad og sagde at jeg burde have set at min mand ville være voldelig, og jeg kan godt komme til at tænke at måske hun har ret. Jeg har virkelig brug for hjælp!! jeg kan virkelig snart ikke klare mere :(! Jeg vil bare gerne have det godt, og være den samme glade pige jeg var engang :(! nu gør jeg det her og håber at i vil hjælpe mig, for jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er simpelthen så bange for læger, og jeg har gået og taget mig sammen længe for at tage afsted! Jeg håber at i vil kontakte mig, og evt hjælpe mig!
THJ med ptsd
06/12-2013
Jeg fryser under huden. Den kan ikke ånde. Min sjæl den vil ud. Men det kan den ikke komme. Presset bliver for stort og smerten for høj. Jeg lytter ikke længere til andet end mit indre støj. Det kredser og niber i min hud. Altid blev lettere hvis nogen forstod. Det ændres aldrig. Men jeg vil kæmpe. Kæmpe imod den trang der giver mig lyst til at gemme det. I livet ting vi aldrig forstod. De ting er dem du og jeg kun tænker på.
Laila Rasmussen
18/11-2013
Hej Jeg kommer via mit arbejde i kontakt med borgere med PTSD og er derfor interesseret i at høre om der stadig er en selvhjælpsgruppe for PTSD ramte i Esbjerg? På forhånd tak Laila Rasmussen
MNEM
23/10-2013
Som en pædofil ånd, der spytter skumfiduser ud af munden, griner af sine egne vittigheder og ingen ånd har.
C
23/10-2013
En psykisk forvirret mand, der blev min stedfar og rørte ved mig og kaldte sig selv for gud og fanden og truede min mor og mig med kniv mv... I dag har jeg panikangst og meget lavt selvværd og en hel masse andet... At have sex igen kan jeg næsten ikke forestille mig og hvilken mand vil så have mig.... Jeg prøvede at sige det dengang, men blev ikke lyttet til... I dag kan jeg ikke sige det til nogen (sådan rigtigt) for det var af den slags folk ikke vil høre eller se.... Men jeg vil videre og er på vej.... At se at andre har deres historie gør det nemmere at have min - men altså...
En Hustro
21/10-2013
Et farvel, en trillende tåre Et evigt savn, en drøm En glæde, en hornør Et kys En lykkelig kærlighed intet kunne besejre blev vendt op og ned af PTSD... Et kys, en drøm En glæde, en hornør Et evigt savn En trillende tåre, et farvel
Michael M
12/09-2013
Daglig dag med mobning, blive holdt uden for, blive kaldt øgenavne fra 3 klasse og frem til 9 klasse, i sær en oplevelse i 7 klasse hvor jeg blev forfulgt på vej hjem fra skolen, måtte løbe alt det jeg kunne. Det har sat sine spor, oplever den samme oplevelse igen og igen, drømmer om det om natten, har angst, får det rigtig dårligt hvis folk kommer ind på en bagfra. Det har sat sine spor og her 13 år efter er jeg stadig stærkt mærket af det. De voksende på skolen fortog sig ingen ting, jeg tilgiver dem aldrig. Jeg vil ikke ønske det for min værste fjende at opleve det.
Jacob Nielsen
22/07-2013
Så ligger man her igen... Efter 13år med marridt, dårlig søvn eller ingen. Nu er der så forklaring på det... Jeg bevidne at min far skubbede min mor ned af trappen og at min far så fik bank af min mor.. Kan sku ikke huske hvornår jeg sidst har været glad så at det kom indefra, det er mere en maske jeg tag på inden jeg går ud af døren... Har haft diagnosen på depression, men det var det så ikke... Nu skal jeg lære at leve med en side af mig selv, som jeg har brugt meget tid på at, hvad skal man sige, fortrænge eller drukkende.. Før i tiden havde jeg sku håb på det blev bedre.. At sidste sammenbrud var det sidste.. At i næste uge skulle jeg nok komme til st sove mere end 1-4 timer om natten.. Nu er jeg 23 og det er kun blevet værre... Både med søvn, humørsvinger, vredeudbrud, bide mærker på armen er der også kommet flere af og har allermest lyst til at være alene, da jeg føler mig meget sårbar det meste af tiden, selvom jeg egenlig ikke har lyst til at være alene når det kommer til stykket. Det eneste ting der sådan set holder ror i sindet er canabis, men efter længer tids snak med min psykolog, er vi blevet enig om at det er bedst jeg stopper eller skær ned... Hvilken passer mig fint på nogle måder, da jeg skammer mig dybt over mit misbrug, men på den anden side giver det ror fra tankerne. Det sænker lige hastigheden i hjerne.. Så i steden for at tankerne kommer med 500km/t komme de nu med 50km/t.. For ikke at få angst tænker jeg kun en dag af gangen jeg kan ikke forholde mig til uddannelse eller ændring af de rammer der udgør mit liv.. Bliver det nemmer synes sku jeg har holdt fanen højt længe og nu er mine arme sku ved at være trætte.... Bliver det nemmer eller skal jeg virkelig have det sådan her hele livet ?
Lotte
05/04-2013
for what ever it's worth....jeg har en barsk opvækst bag mig, hvor jeg bla blev groft seksuelt misbrugt som baby......og NU, i dag..oplever jeg med en fantastisk terapeut, at jeg faktisk begynder at opleve ro i systemet.....min terapeut hedder Hanne og hun kan på det varmeste anbefales.....hun er at finde på Center For Livskunst, der kan googles.....og hun er ikke dyr..omend jeg godt ved at det kan være svært at finde penge til terapi....men jeg ved også at det kan være det bedste penge man bruger på sit liv...*S*
anonym
21/11-2012
Igen i dag har jeg ladet alle mine følelser gå ud over den mand som elsker mig overalt på jorde, som tålmodigt trøster mig nat efter nat pga mine mareridt, som holder min hånd når jeg bliver bange,som griber mig når jeg besvimer,som altid finder en løsning når det hele ramler for mig...Men hvornår får han nok ,hvornår kan han ikke mere den angst lever jeg også med men kan ikke stoppe mine følelser. Et liv i en voldeligt hjem med alkohol,dernæst en kæreste som var mig utro,voldelig og nedbrød mig som jeg af angst til sidst giftede mig med da han truede med at forsvinde med vores børn,endlig skilsmisse han havde fundet en anden jeg troede alt blev godt,men han kunne ikke slippe mig,ingen anden skulle ha mig så han prøvede flere gange at slå mig ihjel,true mig forfølge mig at gøre alt for ay ødelægge mig og idag 10 år efter vores skilsmisse har han fortalt vores ældste datter at han ikke stopper før han får ram på mig ... lever med den frygt sel når vi tvinges sammen pga vores børn nu selv har fået børn emd efterfølgende børnebørn..at jeg inden min nye kæreste måtte han flere af mine mandlige venner med for at beskytte mig af frygt for hvad han kunne finde på.det sidste slag kom på mit arbejde hvor jeg ofte var udsat for voldelige personer, trusler og død..en dreng valgte at tage turen op på et holdende godstog og holdt fast i køreledningen, dette den 22 december om natten hvor jeg var på vej på arbejdet,han brændte foran mig var forbrændt overalt men levede..de skrig fra de andre børn som var med ham,hans lugt og rallen og det at jeg på trods af al den førstehjælp jeg kunne vidste han ville dø,han døde dagen efter belv tvunget til begravelsen af mit arbejde for at repræsentere dem knækkede det sidste af mig og jeg har ikke fundet mig endnu og kommer aldrig til deet for jeg er væk..jeg døde med ham og er nu kun en skygge af hvem jeg var ..har fået al hjælp i verden men intet hjælper mig og jeg kæmper hver dag for ikke at miste det sidste..mine børn børnebørn og min dejlige kærste ..45 år gammel, burde nyde livet men kan ikke for husker ikke mere hvordan det var at nyde livet
Helene-Marie
06/11-2012
Han kom om natten. Klokken er 4.30 og jeg vågner idet Nyhavn så småt begynder at røre på sig i de tidlige morgentimer. Min inkompetente kæreste er 3 timer for sent på den. Ikke at det er noget nyt, han plejer efterhånden mere omgang med sit rap-klientel end sin kæreste gennem 7 måneder. Jeg tjekker min telefon og opdager til min rædsel, at jeg ikke engang er blevet velsignet med en beklagende tekstbesked fra bæstet. Med røg stående ud af ørene og blodet brusende i årene, griber jeg knoglen for at give ham en opsang. Men han besvarer ikke opkaldet. ”Bliv væk!” lyder beskeden koldt og kynisk inden jeg krøller mig en pind for at falde til ro igen. Der er overordentligt godt gang i gaden, som sædvanligt i sommerperioden. Men some how finder jeg det betryggende at bevidne livet omkring mig når jeg er alene. Jeg for at distrahere min overophedede hjerne, smider jeg en DVD i maskinen, som jeg luller mig selv i søvn til. -imens jeg udtænker strafferammen for min kærestes forseelse. Pludselig bliver jeg vækket af en voldsom larm, som jeg umiddelbart tror kommer fra stripklubben under mig. Det er ikke mere end et par måneder siden jeg selv var aktiv stang-gnubber nede i mørket, så jeg ved hvor voldsomt og morsomt det kan gå for sig, når man drikker 10 strippere visne i dyrt boblevand. Min opmærksomhed bliver vakt, da jeg kort tid efter hører voldsom tumult ude fra min opgang af. Jeg antog straks at det måtte være dørmanden nedenunder, som har måtte ty til vold for at få en gæst ud af klubben. Jeg ryger et par hvæs på min joint igen, og putter mig ned i sofaen igen. Jeg når lige at ligge mig godt til rette, før der bliver sparket på min hoveddør. Først antager jeg at det er min kæreste, der har glemt sin nøgle og sætter mig op i sofaen og kalder irriteret på ham. Men jeg får intet svar. Så bliver der sparket igen og denne gang giver døren efter og går op. I døråbningen står en tydeligt påvirket mand i overtøj med den ene hånd smurt ind i blod. Han ser meget forbavset ud, da han får øje på mig inde i stuen og sætter determineret kursen mod mig. Hvad jeg præcist har sagt og gjort i den givne situation har jeg gladelig fortrængt, men jeg gør ham opmærksom på at han er på privat grund og at min kæreste er lige på trapperne. Jeg husker jeg begynder at græde, for på nuværende tidspunkt er hans agenda meget tydelig for mig. Det står næsten skrevet med blokbogstaver i panden på ham. Han stiller sig ved sofaen, kigger på min halvnøgne krop og siger iskoldt: ”Kommer han, slår jeg også ham ihjel.” Det præcise forløb står mig stadig uklart og er heller ikke hvad denne blog skal handle om. Han voldtager mig gentagne gange de efterfølgende tre timer, før han modtager et opkald og beordrer mig til at tage tøj på. Jeg fortæller ikke historien for at få ynk eller blive set for et offer, FOR JEG OVERLEVEDE. Selv 3 år efter, banker jeg lejlighedsvist og utilgiveligt mig selv oveni hovedet med sætningen; ”Hvad nu hvis..?” Skyldfølelsen har været svær at tackle, for min kæreste havde svært ved at forstå hvorfor jeg ikke strittede mere imod eller tog kampen op. -og jeg forstår ham, men når mennesket stilles overfor en livstruende situation handler vi instinktivt for at overleve ved enten at ”spille død” eller ”tage kampen op.” Lamslået og i voldsomt chok valgte jeg at gøre det første. Et valg som jeg stadig både hader og elsker mig selv for at træffe. Følgende har jeg aldrig fået fortalt ham, idet jeg forlod ham kort tid efter overfaldet, da jeg røg ud på et massivt sidespor. Tanken om at tage kampen op og yde fysisk modstand strejfede mig adskillige gange; blandt andet da vi på et tidspunkt står ude i køknet og jeg åbner køkkenskuffen, hvor jeg får øje på en brødkniv. Hvad nu hvis... jeg havde taget den og forsvaret mig? Desværre kender jeg mine egne grænser så godt, at jeg er velvidende om, at jeg ikke ville have nosser til at gøre skade på et andet menneske eller tage et liv. -og at han SÅ ikke ville tøve med at tage mit som tak. Jeg sover altid med telefonen indenfor rækkevidde. Da min uvelkomne gæst på et tidspunkt går på toilettet, forsøger jeg desperat med spidsede ører og rystende hænder at skrive til min kæreste. Men hvad dælen skriver man i en så voldsom en situation for at blive taget seriøst?? ”Kom hjem. Jeg bliver vo” er alt hvad jeg når at skrive, før den fremmede atter står i min stue. Hvad nu hvis... jeg havde fået sendt tekstbeskeden og min kæreste var kommet hjem? Hvad nu hvis... den ubudne havde et våben i sin jakke og følte sig så voldsomt provokeret, at han gjorde brug af det? Tanken var næsten ikke til at bære, så jeg ligger under hele forløbet og håber inderligt på at min kæreste ikke pludselig kommer ind af døren. Jeg er hundeangst for at miste ham, selvom det ironisk nok alligevel var hvad der skete. Det der står klarest for mig er det øjeblik, hvor jeg indser at mine chancer for overlevelse er ikke-eksisterende. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at denne mand havde og ville slå ihjel når han fik muligheden. Blodet på hans hånd var hans eget. Det stammede fra en skramme han havde erhvervet sig, idet han med hånden knuste ruden til Hong Kong's kontor, som ligger på min overetage. Jeg troede forståeligt nok, at det stammede fra slagsmål eller lignende og turde derfor ikke bringe hans pis i kog af frygt for selv at ende som blod på hans næve. Jeg kan ikke beskrive hvor ubehagelig en fornemmelse det er, at vide at livet er slut og bare ligge og vente på at pinen bliver trukket i langdrag. Det der gjorde mest ondt var, at mine sidste ord til mit hjertes udkårne var; ”Bliv væk!” Tanken, at jeg havde sluttet mit liv med at såre et andet menneske, var hvad der fik mig til at samle mod til at kæmpe og flygte fra ham idet vi kom ned på gaden. Heldigvis. Oplevelsen har gjort, at jeg den dag i dag kan stå op hver morgen og prise mig lykkelig over bare at eksistere. Skid nu hul i den finanskrise, ligegyldige kærligheds-kvaler og småperverteret tøsefnidder. Jeg ved hvad jeg én gang var ved at miste og jeg vil ikke risikere at bruge min sidste dag på negativitet og had. Jeg nægtede hårdnakket at lade mig kue og var insisterende tilbage på lagnet 5 dage efter episoden. Jeg blev efterfølgende boende i samme lejlighed og beholdt den selvsamme sofa, jeg var blevet forulempet i. Jeg selvmedicinerede mig med hash og amfetamin på daglig basis, indtil jeg mentalt nåede til et punkt hvor min psyke gav op: Jeg kom en tidlig morgen hjem fra stripjob og havde fået begrænset med søvn. Mens jeg prøvede at falde i søvn, hørte jeg atter nordmandens stemme nede på gaden. Han stod og blærede sig med sin bedrift og pegede hånligt op mod mit vindue. Hundeangst og provokeret greb jeg knoglen og ringede straks til politiet for at melde det. Politiet kom kort tid efter og gennemsøgte straks Nyhavn. Beskeden de gav mig, var chokkerende; der havde på INTET tidspunkt stået en mand nede foran Hong Kong. Min hjerne havde simpelthen spillet mig et puds sagde de. -og jeg giver dem ret. Men husker det tydeligt, som var det i går. Episoden har frarøvet mig meget. Ikke mindst min tro på det gode i mennesket. Nu er det efterhånden 3 år siden. Terapi, hospitalsophold, selvskade og medicin har fået mig tilbage på rette kurs igen. Mit sexliv har aldrig været påvirket af det, men mit følelsesregister er brændt sammen. Jeg har ikke haft et forhold siden, men med positiv indstilling og en ny omgangskreds ligger vejen åben for mig. Jeg elsker mig selv! -også alle mine fejl og mangler og mener at ALLE mine valg, konsekvenser og oplevelser har formet mig, som menneske til den Helene jeg er i dag. Selv voldtægten tror jeg ikke at jeg ville være foruden, for med en så massiv nedtur i bagagen, er hverdags-fights og blå mærker peanuts og jeg er klar til at erobre HELE verden!
[ 1-20 ] 21-40 >>
 
 

 

 

En stjerne på himlen,
Flere og flere
Forsvunden i vrimlen,
Fortrækker sig mere og mere.
Altid er den alligevel med mig-
I mit hjerte.
Du deler den med mig,
Som umenneskelig smerte.
Jeg har bedt om en vej
Hvilken skal jeg følge?
En ukendt har vist mig,
Givet mig valg,
Siger det er op til mig,
Hun har følt det selv.
En visdom jeg må lære,
Med stolthed min smerte jeg må bære.

 

 

 

Når mit hjerte græder,

Når jeg føler mig tom,

Mister livets glæder-

 

Det bør laves om.

Når mørke tanker truer,

Når kærlighed jeg savner,

 

Når jeg ikke mener jeg duer,

Når intet af mig gavner-

Er i der på et trylleslag,

 

Ingen bagtanker,

Som I var i dag,

Op i mig hanker.



Bag Facaden

Udadtil virker jeg som alle andre, udstråler glæde,
Men indeni kan jeg ikke andet end græde.
Nu kan jeg snart ikke mer',
Jeg forstår ikke helt hvad der indeni mig sker.

Jeg føler en smerte så udmattende og stor-
Jeg kan end ikke beskrive det med ord.
Jeg ved snart ikke hvad der er ret og galt.
Noget inden i mig siger det var døden jeg skulle have valgt!

Folk ser blot på mig og spør':
Stephanie, hvad er det dog du gør?
Forstår I da ikke, fatter I ikke noget?
Jeg føler mig så dum og misforstået!

Nogle dage tænker jeg; Nu eksploderer jeg snart!
Jeg frygter det, men måske det ville være rart.
Ikke mere bruge kræfter,
ikke tænke på at holde facaden,
Bare give efter!
Men så kommer balladen..

Kontrol på vægt, om nye og gamle sår snart er lægt.
Jeg er både trist og ræd,
fokuserer på, og ønsker at gøre mig selv fortræd.
Tænker atter på selvmord,
Synes ikke mit liv betyder spor!

Men trods disse dystre tanker-
Mærker jeg mit forræderiske hjerte der banker.
Landsforeningen for PTSD i Danmark  | info@ptsdidanmark.dk