Diverse / Digte / Beretninger

Når jeg ser dine øjne

Mærker dine hænder

Lytter til dine løgne

Åh, hvor du mig skænder!

En lille bitte pige

Overladt til dig

Hvad skulle jeg sige?

Hadede du mig?

Hører du ej mit skrig?

Mærker du ej min modstand?

Kan du ikke give mig fri?

Nej, du slog og holdt stand.

Når du har gjort dig færdig

Sender du mig et blik

Jeg er ikke længere værdig

Siger; ”Nej, jeg sladrer ikk”.

Går grædende hjem

Tager et skoldhedt bad

Hvorfor er jeg så slem?

At du nærer så stort et had?

 

Du gjorde det igen og igen.

Husker dit første slag;

Jeg troede du skulle være min ven?

Nej, facaden blev påført- lag på lag.

Husker hvordan du ydmygede mig bedst

Først ved at gøre mig til skamme

Så fratage mig hvad jeg elskede mest

Det var altid det samme.

Du tog min glæde

Erstattede den med angst

Så lod du mig græde.

Var jeg andet end en fangst?

Hvorfor lod du mig ikke være?

Hvorfor holdt du mig fast?

Så jeg nu må skære

På grund af denne last.

Jeg forsøgte at dø

Forsøgte at gå i skjul

Skar til blodet dannede en sø

Endda til jul!

 

Min søster kom ind

Så hvad du gjorde

Vendte til sin anden kind

Du lod mig hore!

Du købte min tavshed

Knuste mit hjerte

Stjal min blufærdighed

Gav mig en livslang smerte.

Jeg kæmpede imod

Men du tog den lette vej!

Lod mig stå med dit blod

Sejren gik til dig!

Uden jeg kan tage kampen op

Tage revanche

Du lod dette spil holde op-

Gav mig ikke en chance.

Trods din død

-Og hvad andre tænker

Skulle jeg være sød-

Og er stadig fanget i dine lænker.

Skal livet sådan være?

Hvad kan jeg snart gøre?

Kan ikke skylden bære,

Hader at skulle høre:

 

”Det var ikke din skyld.”

Hører de ord igen og igen.

Men hvis skylden ikke er min-

Du skulle jo være min ven-

Må skylden være din?


 

 

 
 
 
 

Digte / Personlige beretninger

Skriv besked...


Navn
E-mail
Besked
:
CAPTCHA Image
"Monica"
05/11-2012
Mit PTSD opstod den dag, hvor der var en mand, der i embeds medfør strøg mig kærligt ned af ryggen - en enkelt gang - Han var fys - men - pludselig forstod jeg noget - for meget - på en gang? - Jeg kunne mærke, hvordan jeg røg fra hinanden indeni - og jeg var færdig med at være cool!? - Jeg sagde pænt farvel - og kørte hjem - og brød sammen - mens ingen så det....I mit liv er der et før og et efter DEN dag! - Det var den dag, jeg lærte, at jeg var "kærlighed" værd!?! ---Så er det, at man pludselig også fornemmer, at der er rigtig, rigtig mange ting, der skal til at laves om i ens liv. Længe kunne jeg nu kun græde, når jeg forsøgte at tænke det igennem....FORNEMMELSEN kommer stadigvæk igen af og til - sjældnere og sjældnere- Altid uventet -Altid fornemmelsen af en slidske, man uundværgeligt glider ned af - Til en virkelighed, der er uden tid, og kun ens egen - Indtil man får taget de nødvendige svømmetag op til overfladen igen- Nogle gange først efter dage? ...Det er vist i situationer, hvor man balancerer mellem "røvrendt" og "reddet" ? - Jeg har sværest ved at tage det sidste - Det første har man ligesom lært at leve med?! ;)
<< 1-20 [ 21-40 ]
 
 

 

 

En stjerne på himlen,
Flere og flere
Forsvunden i vrimlen,
Fortrækker sig mere og mere.
Altid er den alligevel med mig-
I mit hjerte.
Du deler den med mig,
Som umenneskelig smerte.
Jeg har bedt om en vej
Hvilken skal jeg følge?
En ukendt har vist mig,
Givet mig valg,
Siger det er op til mig,
Hun har følt det selv.
En visdom jeg må lære,
Med stolthed min smerte jeg må bære.

 

 

 

Når mit hjerte græder,

Når jeg føler mig tom,

Mister livets glæder-

 

Det bør laves om.

Når mørke tanker truer,

Når kærlighed jeg savner,

 

Når jeg ikke mener jeg duer,

Når intet af mig gavner-

Er i der på et trylleslag,

 

Ingen bagtanker,

Som I var i dag,

Op i mig hanker.



Bag Facaden

Udadtil virker jeg som alle andre, udstråler glæde,
Men indeni kan jeg ikke andet end græde.
Nu kan jeg snart ikke mer',
Jeg forstår ikke helt hvad der indeni mig sker.

Jeg føler en smerte så udmattende og stor-
Jeg kan end ikke beskrive det med ord.
Jeg ved snart ikke hvad der er ret og galt.
Noget inden i mig siger det var døden jeg skulle have valgt!

Folk ser blot på mig og spør':
Stephanie, hvad er det dog du gør?
Forstår I da ikke, fatter I ikke noget?
Jeg føler mig så dum og misforstået!

Nogle dage tænker jeg; Nu eksploderer jeg snart!
Jeg frygter det, men måske det ville være rart.
Ikke mere bruge kræfter,
ikke tænke på at holde facaden,
Bare give efter!
Men så kommer balladen..

Kontrol på vægt, om nye og gamle sår snart er lægt.
Jeg er både trist og ræd,
fokuserer på, og ønsker at gøre mig selv fortræd.
Tænker atter på selvmord,
Synes ikke mit liv betyder spor!

Men trods disse dystre tanker-
Mærker jeg mit forræderiske hjerte der banker.
Landsforeningen for PTSD i Danmark  | info@ptsdidanmark.dk