PTSD er en forkortelse af den engelske term “Posttraumatic Stress Disorder, der på dansk betegnes som posttraumatisk belastningsreaktion eller posttraumatisk stressforstyrrelse. Det er en angstlidelse, der opstår efter en voldsom psykisk belastning, og den kan vare ved i meget lang tid. Mange, der lider af PTSD, døjer med søvnproblemer, koncentrationsproblemer, hukommelsesproblemer og irritabilitet.

PTSD forbindes med skræmmende og livstruende situationer, og ofte forbindes det med krig, katastrofer eller alvorlige ulykker eller overgreb. Folk med kræft kan dog også opleve det, da de udsættes for en enorm psykisk og fysisk belastning, når de rammes af kræft. Det er ikke afklaret, hvorfor nogle bliver ramt af PTSD, mens andre ikke gør. Visse faktorer tillægges dog en rolle, og det ser ud til at mentale helbredsproblemer, et overordnet højt stressniveau, brug af undgåelsesstrategier til at håndtere stress mv. kan have en negativ indflydelse. Omvendt kan stærk støtte fra familie og venner og et godt forhold til sundhedspersonalet samt korrekt og rettidig information have en positiv indflydelse.

Kræft er en udbredt sygdom, og det er ikke kun patienten, der bliver påvirket. Hvert år er der desværre mange, der mister en, de har kær, til denne forfærdelige sygdom. Mange gange dør folks kære efter et hårdt og længerevarende sygdomsforløb, hvor de pårørende ofte har haft en stor rolle. Mange pårørende passer endda den syge derhjemme, og det kan være et stort ansvar, der både kan skabe angst, stress og magtesløshed. Da det er den syge, der er i fokus, bliver de pårørendes behov og følelser ofte overset – både fra omgivelserne og dem selv. Pårørende kan desuden være påvirket af de svære oplevelser gennem sygdomsforløbet længe efter deres kære er afgået ved døden.

Kræft er en ubehagelig sygdom, uanset om man står på den ene eller den anden side. Kræftlinjen hos Kræftens Bekæmpelse tilbyder dog professionel rådgivning og støtte til både patienter og pårørende.

shuttle-dark